Hvad ser du?

– Nytestamentlig profeti i nutidens kirke

Morten Reese

Bogen udforsker, hvordan nytestamentlig profeti kan forstås og praktiseres i nutidens kirke. Den dækker emner som åndelige gaver, forskellen mellem at være profetisk og at være profet, og vigtigheden af karakterudvikling i tjenesten.

Morten Reese understøtter temaet gennem skriftsteder og beretninger fra Bibelen, og anvender andres og egne erfaringer som levende eksempler på de praktiske elementer i den profetiske tjeneste.

Hvad ser du? – Sigter mod at udruste mennesker og opbygge menigheden på tværs af kirkeskel gennem en dybere forståelse af profetiens rolle og anvendelse i dagens kirke.

Om forfatteren

Morten Reese

Morten Reese er passioneret omkring fortolkning af Guds Ord så formidlingen giver relevans i nutiden, og han brænder for at dele indsigt og refleksioner, der kan styrke forståelsen og engagementet i formidling. Med en dyb interesse for Bibelens tekster og teologiske spørgsmål har han gennem årene fordybet sig i studier og samtaler, der har givet ham indsigt og et nuanceret perspektiv.

Denne udgivelse markerer Mortens første bogprojekt, hvor han forener sin viden og passion for det profetiske i en lettilgængelig og inspirerende form. Hans mål er at skabe en ressource, der kan være til gavn for både den erfarne og den nysgerrige læser, der ønsker at dykke dybere ned i dette emne.

Morten Reese er gift og har tre voksne børn. Han driver en grafisk virksomhed og ved siden af dette er han med i præsteteamet i Pinsekirken Esbjerg.

Uddrag fra bogen

Hvad ser du? – Gud kalder

En anden interessant vinkel på det profetiske i Bibelen om¬handler Maria, Jesu moder, der bliver med barn ved Helligånden og dermed bliver moder til Guds søn. Skriften siger, at udover at være Guds enbårne søn, er han (Jesus) også Ordet, som vi kan se i følgende tekst i Johannes Åbenbaring: »Han (Jesus) er klædt i en kappe dyppet i blod, og hans navn er Guds Ord.« (Åb 19,13). Jesus er Guds Ord, og i den kontekst bliver Maria en form for profet, fordi hun, som Jeremias, er en bærer af Ordet.
Det danske Bibelselskab har formuleret denne vinkel på det profetiske sådan her: Man kan overveje, om det måske i virkeligheden er hende (Maria), der bærer Kristus, eller om det snarere er ham, der bærer hende, i alt det hun må igennem i sit liv. Og om man i virkeligheden kun som profet kan være bærer af Guds ord, fordi man er båret af det.
Det er en spændende vinkel på det at være en bærer af Guds Ord. For hvem bærer hvem? Som tidligere beskrevet er profetens vigtigste opgave at pege på Ordet og i lyset af dette bringe alle ting i ret forhold mellem mennesket og Gud.
Jeremias blev som en af Guds profeter sat til at våge over Guds Ord for at sikre, at Israel bevarede et ret forhold til Herren. Når man læser hele beretningen om Jeremias, vil man se, at han blev kaldet til en opgave, der var voldsom og smertefuld, i en periode, hvor det gamle Israel var i forfald. Men han var tro mod sit kald, og han var Guds talerør i en gudløs tid.
Herren våger over sit Ord, og hver gang Ordet, der er sandheden, bliver forkyndt eller åbenbaret, er det som om, foråret bryder frem – selv i den mørkeste tid. Som tidligere beskrevet siger Bibelen ikke noget om, at mandeltræet rent faktisk blomstrede, men mandeltræet var i Bibelen et symbol på foråret, og jeg kan forestille mig, den intense oplevelse Jeremias havde, da han så knopperne på mandelgrenen.

Bestil bogen

"Hvad ser du?"

Antal

Kontaktoplysninger

Levering